Annonce

Statsministeren hilser på forbundsformanden i FOA

Tema: Kongres 2019

Statsminister enig med FOA: Nedslidte kvinder på deltid skal også have ret til tidlig pension

Af Morten Bruun
Journalist

Statsminister Mette Frederiksen er opmærksom på ʽkvindevinklen’ i nyt FOA-udspil. Forslaget skelner mellem brancher og har derfor fået en blandet modtagelse blandt medlemmerne, og det forstår forbundsformand Mona Striib godt.

Annonce

Statsminister Mette Frederiksen (t.v.) hilser på forbundsformand Mona Striib (t.h.), da hun ankommer til FOAs kongres. De to er enige i, at der skal tages hensyn til, at mange kvinder har arbejdet på deltid og været på barsel, når der laves en konkret ordning for tidlig tilbagetrækning.  Iben Gad

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Hidtil har Mette Frederiksen været meget varsom med at komme med alt for mange konkrete tanker om de nye regler for tidlig pension, som hun gik til valg på. Både før og efter hun blev statsminister, har hun – groft sagt – holdt sig til den principielle vinkel, når hun talte om nedslidtes ret til et værdigt farvel til arbejdsmarkedet.

Men på FOAs kongres lukkede hun lidt op for posen, da hun kort kommenterede det udspil, som FOA præsenterede tirsdag. I FOAs udspil understreges det, at de nye regler skal tage hensyn til de mange kvinder, der ikke har tilbragt lige så mange timer på arbejdsmarkedet som mange mænd, eksempelvis på grund af barsel eller deltidsjob.

“Jeg er meget opmærksom på, der er en kvindevinkel i det her. Det skal ikke være sådan, at man er dårligere stillet i den kommende ordning, bare fordi man er kvinde og ikke har arbejdet på fuld tid. De kvinder kan sagtens være nedslidte,” sagde Mette Frederiksen fra talerstolen.

Statsministeren: Glad for debatten

Til gengæld berørte hun ikke den del af udspillet, hvor FOA sætter navn på de brancher, der skal være omfattet af de nye regler. 

Konkret står der i udspillet, at tilbud om tidlig tilbagetrækning skal være målrettet medarbejdere i de mest belastede brancher, der ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er de mest belastede.

“Jeg er glad for, I tager debatten, og nu tager jeg jeres papir med hjem og kigger grundigt på det. Jeg er glad for alle konstruktive bidrag, som kan hjælpe til at skabe bedre muligheder for de nedslidte lønmodtagere,” sagde Mette Frederiksen og fremhævede endnu en gang, at det er en sag, der ligger hende meget på sinde:

“Det er dejligt, at stadigt flere lønmodtagere arbejder længere. Også folk fra jeres fag. Men vi skal saftsuseme også passe ordentligt på de af jer, der ikke kan blive ved med at arbejde.”

Det skaber ulighed

FOA er det første forbund herhjemme, der har turdet komme med et forslag, der skelner mellem brancher og understreger, at en ny ordning ikke vil være tilgængelig for alle nedslidte. Den detalje har fået en blandet modtagelse blandt FOAs egne medlemmer. 

På Fagbladet FOAs Facebookside skriver Helle Bundgaard, tillidsrepræsentant og pædagogisk assistent i en børnehave i Aalborg blandt andet, at FOAs forslag er med til at skabe ulighed, fordi man redder nogle få og ofrer resten. Og det mener hun ikke, at hendes forbund skal være med til. 

Tilsvarende er Tina Schou Madsen fra Odense heller ikke tilfreds. Hun er dagplejer og havner næppe på listen over de mest belastede fag.

“Jeg er ansat på 24. år og har forskellige skavanker, som er arbejdsrelaterede – og som jeg døjer med. Men jeg skal stadig arbejde 20 år endnu, før jeg kan gå på pension, og jeg synes bestemt, vi som dagplejere skal med på den liste,” skriver hun.

Mona Striib: “Nogle skal tage skridtet”

De reaktioner kommer ikke bag på forbundsformand Mona Striib. 
 
“Jeg ved, det er en svær diskussion med mange dilemmaer. Men nogen skal tage skridtet til at åbne debatten, og det er så det, FOA og jeg har gjort,” siger hun og fortsætter:

“Hvis alle skal have ret til værdig tilbagetrækning, er Folketinget nødt til at opsige Velfærdsforliget fra 2006. Men det er der ikke flertal for, og så er det nødvendigt at erkende, at alle ikke kan være med.” 

Førtidspension og seniorpension

De nedslidte lønmodtagere, som ikke omfattes af nye vilkår, må derfor henvises til førtids- eller seniorpension. De to muligheder eksisterer allerede, men står det til Mona Striib, bør der tages lempeligere hensyn end i dag.

“I den ideelle verden er det os selv, der vælger, hvornår vi stopper på arbejdsmarkedet. Men verden er ikke ideel. Derfor oplever mange desværre, at det er deres helbred, der afgør, hvornår de må stoppe,” siger FOA-formanden.

Ud over at FOAs udspil skelner mellem brancher og tager hensyn til kvinder, opererer forslaget med, at man skal have arbejdet mindst 8- 15 timer om ugen i 40 år for at komme i betragtning til at komme på pension tre år før den faktiske pensionsalder.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies